Lene Beier i smertefuldt uheld: Et øjebliks uopmærksomhed og luften blev slået ud af lungerne
Om præcis to måneder åbner Lene Beier og familien dørene til deres nye drøm, Hotel Edelweiss i hjertet af Tyrol.
Her skal familien drive hotellet i de naturskønne omgivelser, hvilket har stået øverst på deres ønskeliste i meget lang tid.
Desværre er Lene Beier for en periode sat ud af spillet, da hun er faldet slemt hjemme på hotellet.
Lene Beier faldt ned af hotellets trappe og slog ryggen.
Det fortæller den 47-årige tv-vært fra sygesengen i en række stories på Instagram.
- Jeg havde sådan nogle glatte uldsokker på og ville lige samle vores kat op, som sad lige ved trappen. Og så på en eller anden måde glider jeg, eller jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg er uopmærksom i hvert fald, og det var totalt min egen skyld. Og så falder jeg ned af trappen og rammer med det øverste af ryggen på trappetrinene, fortæller Lene Beier på Instagram.
Hun ramte derefter gulvet og fik slået luften ud af lungerne, beretter hun og tilføjer, at hun var bange for, at hun havde brækket ryggen.
”Landmand søger kærlighed”-værten måtte derfor en tur på hospitalet, hvor de heldigvis kunne fortælle, at intet er brækket, og der er ingen indre blødninger.
Lene Beier ”slap” med fem trykkede ribben.
Desværre er det rigtig dårlig timing, eftersom hotellet jo skal stå klar til åbningen den 14. december, og der er stadig mange ting, der skal nås inden da.
Men selv fra sygesengen bevarer Lene Beier sit kendte, gode humør ”Vi finder en måde at løse det på”, siger Lene Beier, som er meget taknemlig for, at det ikke gik værre.