Lille Holger stjal showet til TV 2's årskavalkade
B.S. Christiansen måtte hen og hilse på det lille mandfolk, der klarede sig to dage på egen hånd, da han blev væk fra sine forældre i foråret.
Det var ikke kun det almindelige publikum, der flokkedes om den lille, fireårige Holger, da han kom til Operaen søndag aften for at deltage i TV 2's årskavalkade "De største øjeblikke". Også flere af de kendte, der var inviteret til showet, måtte hen og klappe Holger på det flotte røde hår, da de fik øje på ham sammen med hans to søstre og forældrene på den røde løber.
- Holgers forsvinden dengang berørte mig meget. Jeg fulgte dramaet tæt, men jeg var sikker på, at han nok skulle klare sig natten over, da jeg hørte, at han havde godt med tøj på. Børn i den alder kan klare utroligt meget, fortalte TV-værten, elitesoldaten og forfatteren, B. S. Christiansen.
Holger var sammen med sine to søstre og forældrene inviteret med på scenen, men det var hans far og mor, der måtte fortælle om de to forfærdelige dage i foråret, da Holger forsvandt. Holger selv er nemlig blevet meget genert, og Cecilie Frøkjær kunne ikke formå ham at til at sige en eneste stavelse på scenen.
En anden af aftenens mindeværdige øjeblikke kom efter TV 2-reportagen om Utøya, hvor 69 unge mennesker blev myrdet i sommer. Med sin mand, Søren Rasted, ved klaveret, sang norske Lene Nystrøm fra Aqua den bevægende norske vise "Kringsatt av Fiender", hvorefter Norges statsminister, Jens Stoltenberg, tonede frem på skærmen og takkede Danmark og danskerne for deres støtte og sympati i tiden efter udåden.