Lisbeth Østergaard får syet en fantastisk bryllupskjole
TV-værten Lisbeth Østergaard var ikke i tvivl om, at opgaven med at designe brudekjolen skulle lægges i hænderne på Lasse Spangenberg.
- Lasse har lavet mange kjoler til mig gennem årene, og han er nem at arbejde sammen med. Jeg kommer med nogle ideer, så siger Lasse ja eller nej – og han ender altid med at have ret. Han har nogle gode argumenter og ved, hvad der passer sammen, fortæller Lisbeth Østergaard med et stort smil.
BILLED-BLADET mødte Lisbeth Østergaard hos designer Lasse Spangenberg i Vendergade i København, da hun forleden var forbi for at få brudekjolen rettet til.
Den skal være perfekt
Den skal være perfekt på den store dag, hvor hun siger ja til sin Ralf Christensen, som hun 13. marts 2015 fik sønnen Viggo sammen med.
- På bryllupsdagen skal den have fuld skrue. Det skal være det store skrud, forsikrer Lisbeth Østergaard.
Der bliver både duchesse, blonder, sten, masser af tyl og en masse håndarbejde.
- Og jeg har hele tiden vidst, den skulle være lang.
Skøn at arbejde med
- Lisbeth er skøn at arbejde med. Hun har en god krop, selv om jeg synes, hun er lidt til den tynde side, når hun detoxer. Jeg har lavet mange kjoler til Lisbeth gennem tiden, og hun er meget alsidig. Hun kan både være super romantisk og mere rockabilly, forklarer den dygtige designer.
- Den her kjole bliver stor. Den er en håndværksmæssig udfordring, og hun bliver pivlækker, lover Lasse Spangenberg.
Og mon ikke Lisbeth Østergaards forlovede, Ralf Christensen, er enig, når han ser sin elskede i den flotte brudekjole.
I 2013 kreerede Lasse Spangenberg den kjole Lisbeth Østergaard bar til BILLED-BLADETS TV Guld Fest.
Det honorerede læserne med at kåre kjolen til Årets Kjole.