14. sep. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Lise fra Landmand søger kærlighed: Det er ikke første gang hun dater på tv

Lise Madsen
Lise Madsen
Foto: Anders Brohus/TV 2
De seneste uger har man kunnet følge Lise Madsens datingeventyr, men faktisk er "Landmand søger kærlighed" ikke det første datingprogram, hun har været med i.

I de seneste uger har man kunnet følge landmanden Leif og hans kvindelige bejlere i ”Landmand søger kærlighed” – en af dem er den friske jyde Lise Madsen.

Det er langt fra første gang, hun medvirker i et tv-program, og faktisk har hun også tidligere datet på tv.

Vandt rejse til Sicilien

- Jeg har været med i ”Knald eller fald” på TV3 i 1993. Man skulle skrive ind til bejlerne, og ud fra vores breve, hvor der ikke var billeder med, valgte mændene de kvinder ud, som de gerne vil møde. Vi var tre kvinder, der blev valgt ud, og så kom vi ind til TV-Byen. Vi sad på tre barstole bag et forhæng, så han ikke kunne se os. Så stillede han en masse spørgsmål, og så skulle han uden at have set os vælge en af os, fortæller Lise om sin medvirken i programmet for knap 30 år siden.

- Det endte med, at jeg blev valgt, og så var jeg på Sicilien med ham fyren i en uge. Han var en rigtig Københavnersnude, mindes Lise om sin date fra programmet, der havde Peter Hansen som vært.

Sang for Blachman

Det er ikke kun i kærlighedens navn, at Lise har optrådt for rullende kamera. Som man også har kunnet se og høre i ”Landmand søger kærlighed” er hun nemlig en habil sangerinde, og hun har derfor også tidligere prøvet lykken i både ”Popstars”, ”Stjerne for en aften”, ”X Factor” og flere andre lignende programmer.

- Jeg var med i ”X Factor” det år, hvor Thomas Blachman, Anne Linnet og Ida Corr var dommere. Da jeg trådte ind med mit lange hår, var det første, Blachman sagde: ”Wauw”. De andre så ikke så glade ud, og så tænkte jeg: ”Det ender dårligt”. Jeg vidste, jeg var god, og det lød også hammergodt. Blachman sagde: ”Lise Madsen, du kan gøre hvad fanden du vil med den stemme”. Han stemte for, at jeg skulle gå videre, men både Ida Corr og Anne Linnet stemte nej, fortæller Lise om sin audition i ”X Factor”, der desværre ikke blev vist på tv.

https://imgix.billedbladet.dk/lise2_0.png
Lise Madsen er en glimrende sangerinde og har sunget countrymusik i mange år.
Foto: Privat

Læs mere om: