Lise Rønne afslører: Derfor er jeg med i Vild med dans
TV 2 har offentliggjort endnu en nydanser i ”Vild med dans”, og den tidligere tv-vært Lise Rønne bliver et af de kendte ansigter på dansegulvet.
- Det er mildest talt vildt for mig at kaste mig ud i ”Vild med dans”, for jeg har aldrig danset, jeg har aldrig gået til gymnastik, jeg har aldrig været i god form, og jeg har ved gud aldrig nogensinde høje hæle på, siger Lise Rønne til TV 2 og fortæller, hvorfor hun har sagt ja.
- Men jeg synes, at dans er så smukt, og tænk sig at stå der på et dansegulv, omgivet af vidunderlig levende musik og i dygtige, trygge arme!
Det bliver sjovt
42-årige Lise Rønne stoppede som vært på DR’s ”Aftenshowet” i 2019 og begyndte et nyt liv som litteraturstuderende. I foråret 2021 vendte hun kortvarigt tilbage på skærmen som ”X Factor”-vært.
Nu ser vi hende snart på tv-skærmen igen – denne gang som en af Danmarks modigste dansere i TV 2’s populære dansekonkurrence.
- Det føles som det største privilegium at skulle opleve det. Og det kan jo blive det højeste løft eller det dybeste fald, men uanset hvad bliver det helt sikkert sjovt, lyder det fra Lise Rønne, som tilføjer med et smil:
- Jeg er 1000% på, og jeg glæder mig af hjertet helt åndssvagt meget.
Har tre børn
Hvem, hun skal danne par med på dansegulvet, er ikke offentliggjort endnu, men privat danner Lise Rønne par med Mikkel Overby, og sammen har de tre børn på 4, 9 og 11 år.
”Vild med dans” har premiere fredag den 10. september kl. 20.00 på TV 2.