Lykkelig Jenna Bagge: Endelig skal jeg danse freestyle
For første gang nogensinde er Jenna Bagge med i en ”Vild med dans”-finale, og dermed er det også første gang, at hun skal danse en freestyle.
Hun har knoklet hele ugen sammen med dansepartneren Albert Rosin Harson, og nu glæder de sig til at vise dansen for dommerne og tv-seerne.
- Vi har valgt en freestyle, som passer godt til os, så jeg tror, det bliver mega fedt for os at danse den. Det er det bedste af det, vi har danset indtil videre, og det, som Albert har syntes, var fedest at lære, fortæller Jenna Bagge til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Men vi skal selvfølgelig også vise noget nyt, og så skal der være gang i den. Det skal være en fest, for det er det, vi har haft det mega sjovt med at lave.
Den største præmie for Jenna
Om parret kommer til at hive sejren hjem i ”Vild med dans”-finalen lørdag den 19. december, vil tiden vise.
- Lige nu er jeg bare så lykkelig over, at jeg får lov til at danse vores freestyle, siger Jenna Bagge med et stort smil og tilføjer:
- Det er helt klart præmien for mig, for det er det, jeg virkelig gerne ville prøve. Og det får vi lov til uanset, hvordan det går, og det er bare mega fedt!