Mads Vad gør det for Vild med dans: Flytter til København
Den rutinerede professionelle deltager Mads Vad, der netop har taget hul på sin 17. sæson af ”Vild med dans”, gør alt for at skabe de optimale træningsbetingelser sammen med dansepartneren, May Lifschitz – og samtidig få tid til fruen Nana Strand Vad og deres femårige søn Xander.
May er ganske vist vokset op i Vejle, men bor i dag på Amager sammen med kæresten Jens Lund, mens Mads Vad bor med sin familie i Aarhus.
Det giver naturligvis en udfordring, når træningslokalerne ligger på Østerbro i København.
Lejlighed i København
- Jeg har en lejlighed stillet til rådighed i København, hvor der også er plads til Nana og Xander, forklarer Mads Vad til BILLED-BLADET.
Sammen med May Lifschitz træner han derfor de fleste gange på Østerbro, men parret tager også til Aarhus og træner der ind imellem.
- Det er meget rart med en tur til Jylland, forsikrer May.
Og det ser ud til at virke. Parret fik en super flot start i premiereprogrammet fredag 20. september, hvor de dansede cha cha cha og placerede sig på en førsteplads.
I program 2, hvor første par skal stemmes ud, danser de den hurtige quickstep til Beyonce-nummeret ”Texas Hold EM”.