Marian Midé afslører: Det faldt hun for ved Mikkel Beha Erichsen
De seneste mange år har danskerne kunnet følge Mikkel Beha Erichsen og familiens eventyr.
I øjeblikket er de aktuelle i TV 2-programmet "Vores jord - kurs mod nye eventyr", hvor Mikkel Beha Erichsen rejser gennem Sydamerika sammen med hustruen Marian, sønnen Alfred og hans kæreste Madeleine.
I programmet er kærligheden mellem Mikkel og Marian tydelig - og parret kan da også se tilbage på en lang kærlighedshistorie.
De har således været sammen, siden de var ganske unge, hvor de mødtes i Svendborg.
Og det selvom Marian faktisk afskrev Mikkel i første omgang.
Det fortæller hun i et interview med Femina.
- Jeg mødte ham gennem fælles venner. Han var 20 år, jeg var seks år ældre, så min første tanke var, ”han er sød, men han skal lige blive lidt mere voksen.”
Men hun endte alligevel med at falde for ham, hvilket der var flere årsager til.
- Mikkel gik virkeligt all in og ville mig 100 procent. Han var en rod, og på trods af sin unge alder var han meget mand. Og ret lækker, siger hun.
De kom begge fra sømandsfamilier og havde dermed en masse til fælles på den front.
De to har været sammen siden da og har fået børnene Emil, Theis og Alfred.