Marianne Eihilts rørende ord til Jens Werner: Jeg vænner mig ikke til det
Jens Werner åbnede op om sit ”Vild med dans”-exit, da han i weekenden var gæst i ”Det store talkshow” på P4.
Undervejs i programmet overraskede værten Cecilie Hother ham med hilsner fra nogle af ”Vild med dans”-vennerne. En af dem var Marianne Eihilt.
48-årige Marianne Eihilt har i et par år haft Jens Werner som kollega ved dommerbordet, og hun sendte en rørende hilsen til ham.
- Jeg tror ikke, jeg kommer til at vænne mig til, at jeg ikke skal sidde ved siden af dig i den kommende sæson af ”Vild med dans”. Jeg savner dig allerede, lød det fra Marianne Eihilt, som tilføjede:
- Men til gengæld så ved jeg også, hvor dejligt det bliver for din familie og dig, at I endelig skal holde et efterår sammen, hvor jeres weekender kan være fri til bare at nyde hinanden.
Dansedommeren glæder sig over, at hun stadig får Jens Werner at se til efteråret. Han skal nemlig være gæstedommer i to programmer.
- Indtil vi ses, skal du love mig at passe rigtig godt på dig selv, og så sender jeg en masse knus og kram fra det jyske, sagde Marianne Eihilt til slut i ”Det store talkshow”.