Marie Reuther spiller Joy i Dansegarderoben: Her har du set hende før
I TV 2s nye søndagshit ”Dansegarderoben” møder vi i første afsnit den 17-årige Joy.
Hun er den selvsikre spirrevip, der griber chancen og hopper ud i danseeventyret, da hendes veninde er til casting på Cirkusrevyen.
Joy spilles af Marie Reuther, som de fleste vil kunne genkende.
Allerede inden hun blev færdig på skuespillerskolen, fik Marie Reuther sin første store hovedrolle. Her landede hun rollen i HBO-serien fra 2021 ”Kamikaze”, hvor hun spillede overfor Anders Matthesen.
Rollen blev hendes helt store gennembrud.
Forinden havde Marie Reuther imponeret på scene og skærm.
Heriblandt i TV 2s seerhit ”Badehotellet”, hvor hun dukkede op som én af de to studiner, der får et godt øje til Hr. Weyse i sæson 6.
Sidste år blev hun kåret som en af årets ti europæiske Shooting Stars under Berlin Filmfestival.
Marie Reuther, der fylder 27 i marts, er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole.
I ”Kamikaze” spillede Marie Reuther overfor sin bror Mads Reuther, der ligesom sin søster har medvirket i en række film og tv-serier, heriblandt ”De forbandede år” og ”Herrens veje”.