Martin Jensen: Jeg har haft mere tid med min datter
Den 29-årige Martin Jensen, der er den nye dommer i "X Factor", plejer at leve et liv i overhalingsbanen.
Hans succesfulde karriere som dj gør, at han i løbet af året er meget væk hjemmefra.
Det har været anderledes i 2020, hvor man ikke har måttet rejse ret meget.
En forbandelse
Martin Jensen, der kommer fra den jyske by Sorring tæt ved Silkeborg, er efterhånden blevet mere verdensborger end dansker.
Han er vant til at være i udlandet det meste af året, men de planer gik i vasken meget tidligt i 2020.
- Corona har været en forbandelse og en befrielse for mit liv, fordi jeg mistede alt min turnering. Hele min tour forsvandt. Jeg rykkede mit år ud, da vi ramte den 21. januar 2020. Der havde jeg sat mit mindset efter, at jeg ikke havde flere shows i 2020. Uheldigvis fik jeg ret, siger han til BILLED-BLADET.
Mere tid til familien
Dog ser Martin Jensen, der egentlig er uddannet entreprenør- og maskinmekaniker, ikke tilbage på 2020 med udelukkende negative briller.
Det har nemlig betydet, at han har haft mere tid til at være sammen med sin 10-årige datter Sofie samt kæresten Natasha.
- Jeg brænder for at turnere. Jeg brænder for at spille live. Det er der, hvor jeg ligesom blev låst fast og ikke kunne gøre noget. Men jeg har aldrig haft så meget tid sammen med min datter, som jeg har haft i år. Jeg har en ret dejlig lejlighed, og den kunne jeg faktisk få lov til at bruge. Det var rigtig rart. Jeg tror, det var en ufrivillig pause, jeg måske havde brug for, siger han.