Mathilde Falch fra Toppen af poppen: Derfor græder jeg så meget
Mathilde Falch havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun optog den nye sæson af ”Toppen af poppen”.
Den 31-årige sangerinde og sangskriver sætter her ord på, hvorfor følelserne sad udenpå tøjet i TV 2-programmet.
- Jeg græd mange gange! Det er en sårbar og svær situation at stille sig op og spille for hinanden, fortæller Mathilde Falch og fortsætter:
- Der var så mange følelser på spil, og jeg ville gerne have, at alle skulle gøre det godt. Vejen til mit inderste er gennem musik.
Lever og ånder for musik
Mathilde Falch fastslår, at hun altså ikke er så berørt til hverdag.
- Jeg græder normalt ikke rigtig, men det tror man nok, når man ser programmet. Det rørte mig virkelig, lyder det fra sangerinden, som er glad for at medvirke i ”Toppen af poppen”.
- Jeg vil gerne nå ud til nogen, som ikke kender min musik i forvejen. Jeg lever og ånder for at spille livemusik, og det er der, jeg er rigtig glad for min karriere.
Mathilde Falch er hovedpersonen i ”Toppen af poppen” søndag den 19. september kl. 20.00 på TV 2.