Matias måtte holde på stor hemmelighed, da hans kendte ven skulle være med i Forræder
35-årige Matias Vestergård er aktuel i det nye TV 2 program ”Forræder – Ukendt grund”. Programmet er en ny udgave af ”Forræder”-universet, hvor det er ukendte, som deltager.
Og faktisk er Matias tæt ven med tidligere deltager i "Forræder", nemlig skuespilleren Anthon Hjejle, der var med i sæson 2, hvor han fik rollen som forræder fra begyndelsen.
De to venner er en del af en vennegruppe, der ofte leger en selskabsleg kaldet "Varulv", der minder om spillet i ”Forræder”, hvor man skal lyve og bedrage hinanden.
Samme dag som det kom frem, at Anton Hjejle skulle være med i ”Forræder”, var gruppen samlet for at spille "Varulv".
Og her gik Matias rundt med en stor hemmelighed, for han havde selv en drøm om at være med i programmet, og han var netop kommet videre til runde to af castingen til ”Forræder – Ukendt grund”.
Matias fortæller til BILLED-BLADET, at han udspurgte Anton Hjejle, men han var nødt til at være varsom, da han ikke måtte afsløre, at han måske selv skulle være med.
– Jeg var nødt til at være meget cool omkring, hvordan jeg spurgte ham om tips, lyder det fra Matias Vestergård.
– Han sagde, at det var noget af det sjoveste og hårdeste, han nogensinde havde prøvet, og så tænkte jeg okay, hvis jeg får tilbuddet, så skal jeg gøre det, pointerer han.
Og her erklærer Matias sig helt enig, for det var virkelig sjovt, men også utrolig hårdt, lyder det.
Matias Vestergård arbejder til daglig som komponist og bor på Frederiksberg. I 2023 vandt han to Reumert-priser for operakomedien "Lisbon Floor", som han har komponeret.
Du kan se ”Forræder – Ukendt grund” hver lørdag kl. 22.40 på TV 2 Echo eller på TV 2 Play.