Melvin Kakooza laver tv-optagelser på Cayx: Her er forklaringen
De danske ryttere har gjort det fænomenalt under årets Tour de France, og alt tyder lide nu på, at det er Jonas Vingegaard, som kan træde op på det øverste podie, når touren slutter på søndag i Paris.
Tusindvis af danskere har fulgt intensivt med de seneste uger, og Melvin Kakooza er en af de heldige, som har fulgt en del af løbet på helt tæt hold.
Besøgte Mads Pedersen
Komikeren og tv-værten har nemlig været i Frankrig siden mandag. Det skyldes, at han er i gang med at optage et nyt afsnit af ”Helt sort”, der har Tour de France som omdrejningspunkt.
Det oplyser TV 2 til BILLED-BLADET.
Melvin Kakooza har blandt andre besøgt Mads Pedersen, som har vundet en af årets etaper, ligesom han også har mødt en masse danske fans, der bare ikke kan få nok af cykelsport, og som har været med til at give komikeren sin første franske Tour de France-oplevelse.
På besøg på kongeslottet
Fredag kører rytterne 19. etape, og også her er Melvin Kakooza med. Etapen slutter i sydfranske Cahors, der ligger få kilometer fra Château de Cayx. Melvin Kakooza og tv-holdet har i den forbindelse besøgt kongefamiliens smukke vinslot for at lave nogle billeder til tv-programmet.
”Tour de France”-programmet og den nye sæson af ”Helt sort” kan ses på TV 2 til efteråret.