Melvin Kakooza sygemeldt: Sofie Linde sender sød hilsen
Sofie Linde og Melvin Kakooza er ikke bare kolleger. De er også gode venner.
Derfor ønsker Sofie Linde også Melvin Kakooza god bedring ovenpå sin sygemelding.
Kys på panden
Nyheden om at tv-vært Melvin Kakooza er blevet opereret for en godartet tumor i hjernen har fået kollegaen Sofie Linde til sende ham en hilsen.
- Jeg sender al min kærlighed og masser af medvind til verdens bedste Melvin Kakooza og hans familie - og så glæder jeg mig til at kysse ham på panden så snart, han er på benene igen, skriver Sofie Linde i en post på sin Instagram-story, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra.
Foruden dette års "X Factor" har hun og Melvin Kakooza også arbejdet sammen på "Stormester", ligesom hun har været gæst i hans coronafitness, som Melvin Kakooza arrangerede under første nedlukning i 2020.
Ubehag i længere tid
Det var planen, at Melvin Kakooza skulle overtage Sofie Lindes plads i "X Factor", når hun skulle på barsel. Makkerparret har endda optaget to bootcamp-programmer sammen.
Men planen ændrede sig, da Melvin Kakooza efter nogen tid med ubehag blev undersøgt grundigt.
- Melvin har i den sidste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er blevet opereret væk, fortalte Melvin Kakoozas manager Jakob Riis i en pressemeddelelse, der også oplyser, at Melvin Kakooza er sygemeldt.
Fredag skulle Melvin Kakooza have budt velkommen til live-programmerne af "X Factor".