Mette Alvang fra Badehotellet: Spillede en helt anden rolle til at begynde med
Niende sæson af ”Badehotellet” er i gang, og også i år skal vi vænne os til at lære en række nye ansigter at kende.
Gertie Knudsen spiller en central rolle i denne sæson, men karakteren har faktisk været med siden sæson 7 – omend det var i en ganske lille rolle.
Stand-in for Amanda
Mette Alvang, som spiller fru Knudsen, kunne ses som oberstens sekretær i en enkelt scene i sæson 7, og i sæson 8 var hun med i fire scener.
Men faktisk var det i en helt anden rolle, at 39-årige Mette Alvangs ”Badehotellet”-eventyr begyndte.
Hun var nemlig stand-in for Amalie Dollerup, der var blevet mor kort inden, at optagelserne til sæson 7 skulle begynde.
- For at det kunne fungere, fik de en stand-in, og det blev mig. De havde brug for én, der kunne stå i lyset, så Amalie kunne slappe lidt af, hvis det for eksempel havde været en hård nat, fortæller Mette Alvang.
Kan ikke tysk
Hun havde været stand-in for Amalie Dollerup i tre-fire måneder, da instruktøren Fabian Wullenweber spurgte, om hun kunne tysk. Det kan Mette Alvang bestemt ikke, men som hun sagde, kunne hun vel lære det, hvis hun fik nogle replikker.
Lidt efter blev hun igen kontaktet af instruktøren, der spurgte, om hun ville give et bud på en rolle, og sådan gik det til, at Mette Alvang fik sin helt egen rolle som fru Knudsen i ”Badehotellet”.