Micki og Jenna drømmer om finalen: Sådan bliver vores freestyle
Micki Cheng og Jenna Bagge er blandt de fire par, som har sikret sig en plads i semifinalen af ”Vild med dans” fredag den 19. november.
Parret har næsten hver fredag ligget i bunden af feltet rent karaktermæssigt, men de er hver uge blevet reddet af seernes stemmer.
Nu krydser Micki og Jenna fingre for, at de – mod alle odds – går videre til finalen. Og de har allerede tænkt over den freestyle, som de i så fald skal fremføre.
Vil opfylde Mickis drøm
- Micki kan jo ikke være med igen, så hvis vi er så heldige at komme i finalen, så skal freestylen indeholde de ting, som, vi synes, har været allerfedest at lave, sagde Jenna til BILLED-BLADET efter program 9 og fortsatte:
- Det skal være Mickis drøm, der går i opfyldelse.
- Ja, det bliver en dans for mig, og jeg synes, det er så fedt, at Jenna bare spørger mig, hvad jeg gerne vil, indskød den tidligere ”Bagedyst”-deltager med et smil.
Der er ingen omdans i semifinalen. Her bliver tre par sendt direkte videre til den store finale, som bliver afholdt i studiet i København fredag den 26. november.