Mikkel Beha Erichsen: De længste 80 minutter i mit liv
I ”Kurs mod fjerne kyster” gjorde det et stort indtryk på Mikkel Beha Erichsen og hans familie at dykke ned til et gammelt krigsvrag fra 2. verdenskrig ved øgruppen Vanuatu i Stillehavet. Vraget lå på bunden som en tidslomme.
- Når jeg dykkede med mine sønner, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de 5.000 unge mænd, som sejlede på skibet i 1942, var på samme alder som Emil og Theis. Og på de mange unge mænd, der ikke kom hjem i live på grund af krigen.
Fik et kæmpe chok
- Så kiggede jeg på mine drenge og tænkte, hvor privilegerede og heldige vi er. Her dykker vi ned i historien for sjov uden at have det hængende over os, at vi er på vej ind i en frygtelig krig, hvor det handler om at slå hinanden ihjel, fortæller TV 2-værten til BILLED-BLADET.
Under TV-optagelserne fik Mikkel, Marian og Theis et kæmpe chok, da Emil og en dykkerinstruktør på et tidspunkt var dykket ned til vraget og et jordskælv pludselig ramte.
De længste 80 minutter i mit liv
- Jeg kunne ikke dykke ned til dem, men stod inde på stranden med Theis og håbede på, at der ikke ville komme efterskælv, og at vraget ikke var styrtet sammen, så de var fanget midt i det hele. Det var de længste 80 minutter i mit liv, inden Emil og hans ven dukkede op igen, understreger Mikkel Beha Erichsen.
- De var dykket ned, men kunne se, at det var helt galt med sigtbarheden, og heldigvis var de ikke kommet helt dybt ind i skibet, lyder det fra en lettet Mikkel Beha Erichsen.
Læs meget mere om Mikkel Beha Erichsen og "Kurs mod fjerne kyster" her