Mikkel Beha Erichsen: Fødselsdag og masser af eventyr i sigte
Mikkel Beha Erichsen kan søndag den 11. august 2019 fejre 53-års fødselsdag.
Han og hustruen Marian samt resten af familien har taget hul på anden etape af ekspeditionen i TV 2’s ”Kurs mod nord”. Alfred, Theis og hans kæreste, Ida samt Emil og Louise og deres lille søn, Hugo er med om bord, som det nu passer i planerne.
Sådan er vi som bedsteforældre
Hugo fyldte ét år i juli, og hverken Mikkel eller Marian synes, de er pylrede som bedsteforældre.
- Nej, og det synes jeg heller ikke hans mor og far er. Wallenberg er også et godt skib at være på og ikke så råt som et lille sejlskib. Man kan skrue op for varmen, og der er mere komfort, siger Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
Ung bedstefar
Om den kendsgerning at TV 2-værten nu også kan kalde sig bedstefar, siger han:
- Alder er noget underligt noget. Nogle gange, når jeg siger et eller andet, kan jeg godt have den tanke, at jeg lyder som en teenager, og samtidig tænker jeg på, at jeg også er bedstefar. I forhold til tidligere generationer lever man som ældre nok mere ungdommeligt i dag. Mine bedsteforældre var på en måde ældre, da de var på min alder, siger Mikkel Beha Erichsen.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!