Mikkel Beha Erichsen i Den sidste breddegrad: Sådan var det at bo i telt med Alfred
I “Den sidste breddegrad” på TV 2 deler Mikkel Beha Erichsen telt med sønnen Alfred. Og der var masser af gode grin i teltet.
– Det var en stor oplevelse at bo med sin 23-årige voksne søn, og vi skulle jo passe på hinanden, ligesom der var en masse praktik, som at få tørret sit tøj i teltet, lave mad og smelte sne til vand, fortæller Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
– Vi talte ikke nødvendigvis om dybe ting hele tiden, men vi havde det virkelig hyggeligt. Det var skønt, når teltet var blevet varmet op, vi fik varm kaffe og kunne se, at vi nu overlevede endnu en dag. Så snakkede vi om, hvad vi skulle have til aftensmad blandt det frysetørrede mad – der var ikke så meget at vælge imellem, men vi hyggede os, siger Mikkel Beha Erichsen.
– Alfred havde taget en lille højttaler med, og så spillede han noget god musik for mig. “Far, du skal lige høre denne her”, og så sad vi og skrålede med. Jeg spillede også noget for ham, og der var meget grin og hygge i vores telt, siger Mikkel Beha Erichsen med et smil.