Mikkel Beha Erichsens sønner vil slå rekord
Emil og Theis Midé Erichsen har sat kurs mod et nyt eventyr. De to brødre vil nemlig være med til at slå rekorden i sejladsen ”Danmark Rundt” sammen med andre rutinerede sejlere.
Tiden bliver den vigtigste faktor, når Mikkel Beha Erichsens sønner på søndag går ombord på båden Childhood1 for at deltage i sejladsen.
De skal være såkaldte ”On Board Reporters”, hvor de skal dokumentere rekordforsøget, men de kommer også til at deltage aktivt i rekordforsøget. Det skriver tv2.dk.
Har en god chance
Den rekord, Theis og Emil skal være med til at slå, lyder på tre døgn og otte timer.
- Vi håber på at kunne sejle ruten på to et halvt til tre døgn. Som vejret ser ud nu, skulle vi have en god chance for at slå den gamle rekord, siger Emil Midé Erichsen til tv2.dk.
Turen skal sejles uden pauser sammen med ni andre besætningsmedlemmer, og de starter ved Rømø. Derefter sejler de mod Skagen, Kronborg, Christiansø og Gedser, inden de når i mål i Aarhus.