Mikkel Beha Erichsens store glæde: Tæt på børnebørnene
Mikkel Beha Erichsen og hustruen Marian er glade for flokken af børnebørn, der er nået op på fire. Emil og Louise har Hugo og Rumle, mens Theis og Ida har Nis og Rita.
Mikkel Beha Erichsen og Marian har dannet et lille familiekollektiv med Theis, Ida og børnene, der er flyttet ind i huset i Hundested.
– De bor i en lejlighed på 1. sal, og vi har soveværelse på 2. sal, og de weekendmorgener er skønne, hvor vi kan høre de små skridt fra Nis på tre år, når han kommer op til os i sengen, fortæller Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
– Så sætter han sig mellem Marian og mig med ordene: “Farmor, læs dinosaurus bogen, og farfar, gå ned og lav kaffe”. Altså, det er skønt. Så véd Nis, at han får en historie og et lille glas juice i sengen hos farmor og farfar, siger Mikkel Beha Erichsen. Marian passede også lille Rumle et par dage om ugen fra om sommeren sidste år, da Louises barselsorlov sluttede, til han skulle i vuggestue.
– Marian er lige så blød, som jeg er, med de børnebørn, fastslår Mikkel Beha Erichsen.