Mille Dinesen fra Rita: Det laver hun ved siden af skuespillet
Skuespilleren Mille Dinesen er aktuel i TV 2-serien ”Rita” – en rolle, som hun efterhånden har arbejdet med i 10 år. Hun er vant til, at det kan gå op og ned, når det gælder job og opgaver.
Mille Dinesen har is i maven
- I min arbejdsverden kan jeg have perioder, hvor jeg har virkelig travlt, og så tager jeg fri efterfølgende. Som skuespiller skal man nok have is i maven, og jeg har levet med det i 16 år. Det er vilkårene, og indtil videre er det gået meget godt, forklarer Mille Dinesen til BILLED-BLADET.
Mille Dinesen har entreprenant side
Skuespilleren har ind i mellem arbejdsopgaverne haft tid til at følge sit nye hjertebarn: Balance by Mille Dinesen – en ny skønhedsserie, som hun har brugt et par år på at udvikle.
- Heldigvis har jeg mine egne projekter, og det er skønt i stedet for at sidde og vente på, at telefonen ringer. Jeg kan godt lide at have fingrene nede i hele processen, og det har været skægt også at følge, hvordan den entreprenante side af mig har foldet sig ud, fortæller skuespilleren.
Krop i balance
- Serien er en naturlig forlængelse af, at jeg har beskæftiget mig med sundhed og skønhed i de sidste 20 år, og hvordan man kan få sin krop i balance. Det var også derfor, at jeg i 2016 udgav bogen ”Mille Dinesen – min egen vej” med inspiration til et sundt liv i balance, fortæller Mille Dinesen, der også har fået stor opmærksomhed for, hvad hun kalder sin egen hjemmerørte ”mosekonebryg” af blandt andet chlorella-pulver og hørfrøolie. Flere projekter i dén retning er under udvikling fra skuespillerens side, og også en – endnu hemmelig - spillefilm til august.