Mille Dinesen tilbage i TV 2-serie: Det er rigtig spændende
Mille Dinesen er igen trukket i skovmandsskjorten, læderjakken og de stramme cowboybukser som den rebelske skolelærer Rita. Det sker i den nye og fjerde sæson af den populære TV 2-serie ”Rita”, der får premiere den 21. august 2017.
- I den nye sæson bliver Rita konfronteret med alt det, hun er flygtet fra i de sidste tre sæsoner – ja, og hele hendes liv. Og giver hende muligheden for at blive voksen. Det er rigtigt spændende, siger Mille Dinesen til BILLED-BLADET.
Gamle kendinge og nye navne
Hun og mange af hendes medspillere i serien var samlet til et pressemøde i København om den fjerde sæson.
Mange nye navne er med, heriblandt Charlotte Munck, Kurt Ravn og Ole Lemmeke, mens serien også byder på et dejligt gensyn med Lise Baastrup som Hjørdis og Kristoffer Fabricius, der spiller hendes kæreste Uffe.
I det første afsnit møder vi Rita i en burgerbar, hvor hun har fået arbejde. Rita er fyret fra lærerjobbet på Islevgård Skole og bor hos datteren Molly. Men snart er hun tilbage på skolebænken i mere end én forstand.
Rita vender nemlig tilbage til barndomsbyen, hvor hun begynder helt forfra – og får job som lærer på skolen, hun selv gik på.