Mille Funk efter bundplacering: Jeg vil ikke lægge mig ud med dommerne
Efter to sæsoners pause vendte Mille Funk tilbage på dansegulvet i ”Vild med dans” fredag aften.
Hun og dansepartneren, OL-kajakroeren Victor Gairy Aasmul, kastede sig ud i en tango til premieren, men desværre gik den ikke rent ind hos dommerne.
Parret endte på en delt sidsteplads med Rachel og Thomas med ni dommerpoint i alt.
Efter showet reagerede Mille Funk på bundplaceringen – og hun var ikke helt enig i dommernes vurdering.
- Man skal jo ikke lægge sig ud med dommerne, men jeg synes, at Victor gjorde det mega godt, og jeg er rigtig glad for hans præstation, fastslog Mille Funk til BILLED-BLADET.
Hun satte flere ord på, hvordan det føltes at være tilbage på dansegulvet.
- Jeg synes, det var en dejlig tango, og det er faktisk det vigtigste. Jeg prøver ikke at fokusere for meget på, hvor vi ligger i dag. Det er bare vigtigt, at vi fik en god premiere, og så knokler vi bare videre, konstaterede Mille Funk med et smil, hvorefter Victor indskød.
- Jeg er meget godt tilfreds. Jeg kan dog godt mærke, at sportsmanden i mig kommer lidt op nu, men det var jo også den første dans.