Mille Funk og kæresten melder klart ud: Det her kommer til at ske
Til Wallmans 20. års jubilæumsshow i Cirkusbygningen den 17. september viste Mille Funk sig for første gang sammen med sin nye kæreste Luka Dumić.
Allerede den 13. september, hvor de nye par i ”Vild med dans” blev præsenteret, afslørede Mille Funk overfor BILLED-BLADET, at hun havde fået en kæreste, der hed Luka.
Samt at parret havde mødt hinanden på en sommerhustur og blot havde været kærester en uges tid.
Flytter sammen
Lørdag 23. november mødte det forelskede par igen op sammen på rød løber. Denne gang i Det Kongelige Teater for at se den traditionelle juleforestilling ”Nøddeknækkeren”.
Her afslører de overfor Se og Hør, at de nok i starten af det nye år tager næste skridt og flytter sammen.
- Ja, det er på skrivebordet, siger Mille Funk, da ugebladet spørger ind til det og tilføjer, at det godt kunne ske, når kalenderen siger 2025.
Hun fortæller desuden, at hun og Luka skal fejre nytårsaften sammen, og at det muligvis bliver i Spanien, hvor Luka har familie.
Et godt år
2024 må siges at have været en godt år for Mille Funk. Efter to års ufrivillig pause fra ”Vild med dans” var der atter plads til hende på holdet sammen med OL-kajakroeren Victor Gairy Aasmul.
Her er de tilbage i finalen 22. november, hvor de - i lighed med de øvrige udstemte par, dansede en lille snas. For deres vedkommende cha-cha-cha.
Og så blev det også året, hvor hun fandt en kæreste.
Realiseres planerne om at flytte sammen omkring årsskiftet, må 2025 også siges at få en fremragende start for den dygtige og sympatiske danser.