Molly Egelind efter Vild med dans-finale: Jeg under Simon og Asta sejren
Spændingen var næsten ulidelig i den varme arena i Forum Horsens.
Og ja, Molly Egelind havde da håbet til det sidste, at der var blevet råbt: Molly og Mads, da vinderne af ”Vild med dans” 2018 skulle råbes op.
- Men det var Simon og Asta, og jeg under dem af hele mit hjerte at vinde.
Sådan lød det fra Molly Egelind, da BILLED-BLADET mødte hende og dansepartneren Mads Vad efter en forrygende finale den 23. november, hvor Simon Stenspil og Asta Björk vandt trofæet efter tre flotte dansepræstationer.
Ikke en taber
Selv om ønsket om at vinde finalen ikke gik i opfyldelse, følte Molly Egelind sig ikke som taber.
- Jeg er lettet, stolt og taknemmelig efter de her 12 uger, hvor jeg har vundet i og med, at jeg har overvundet mig selv. Det er i sig selv en sejr, konstaterede Molly Egelind.
Værdifuld lektie
Sammen med Mads Vad var hun storfavorit til at stå med trofæet i Horsens, hvor aftenen blev meget emotionel og flere gange fik tårerne frem hos Molly.
Ikke fordi hun var ked af det, men fordi finalen var kulminationen på 12 intense uger, der har betydet så meget.
- Vores freestyle symboliserede den værdifulde lektie, jeg har lært om ikke at tvivle på mig selv.
Det rigtige for os
- Så jeg er ikke skuffet – det var to meget forskellige freestyles, men vores var præcis den rigtige for os, og den historie, jeg gerne ville fortælle. Og det er jeg taknemmelig for at have fået lov til.