Morten Ankerdal: Denne særlige hobby deler jeg med min kone
For Morten Ankerdal er januar altid en travl måned.
Han er som oftest altid en del af TV 2’s dækning af håndboldslutrunden i den måned, og det gør sig også gældende for EM 2022.
Men når han har fri, elsker han og hustruen Vibeke at gøre en bestemt ting sammen.
Konen snød
Morten Ankerdal og hustruen Vibeke Nesse er begge to glade for at vinterbade.
Kærligheden til det kolde dyp kom dog på lidt usædvanlig vis.
Han overtog for sjov hustruens Facebook og skrev en opdatering om, at hun skulle løbe et halvmaraton, og Morten Ankerdals første tur i baljen var tilbagebetaling for den joke.
- Mit første vinterdyp var i januar 2015. Det var en tilbagebetaling for at have provokeret og drillet min kone, fordi jeg ubevidst fik hende til at løbe et halvmaraton, da jeg skulle lave lidt sjov med hende, fortæller han til BILLED-BLADET.
Deres ting
Siden er vinterbadning blevet ægteparrets ting.
- Det er noget, som Vibeke og jeg gør sammen. Jeg havde aldrig gjort det, hvis ikke det var for hende. Vi har det sammen, griner af det og udfordrer hinanden med det, fortæller Morten Ankerdal.
Morten Ankerdal og Vibeke Nesse blev gift i 2008 og kan den 26. juli 2022 fejre 14-års bryllupsdag.
Umuligt at planlægge
Morten Ankerdal ville ønske, at han og hustruen kunne vinterbade hver eneste dag.
Men det sætter hans kalender en stopper for.
- Jeg er jo helt umulig at planlægge noget som helst med, men i de perioder hvor jeg er hjemme, kan vi sagtens vinterbade hver anden dag. Så kan der sagtens gå tre uger eller mere, hvor jeg slet ikke gør det. Men jeg tror, at hvis jeg levede et mere regelmæssigt liv, ville jeg ikke have noget imod at gøre det hver dag. Det er bare ikke sådan, mit liv fungerer, fortæller Morten Ankerdal med et smil.