Nikolaj fra Årgang 20 blev forbrændt af 190 grader varm olie: Sådan går det nu
2023 har været et travlt år for de fire familier fra ”Årgang 20”. Også hjemme hos Maria og Nikolaj og døtrene Solvej og Mathilde har der været rigeligt at se til.
Nikolaj har fortsat travlt i sin restaurant, men i sensommeren måtte han tage en ufrivillig pause.
På jobbet ville han rengøre en frituregryde, men olien kom ud af kontrol, og en del af den 190 grader varme væske endte på hans fingre, som blev svært forbrændt, som man også kan se i ”Årgang 20”.
Lykkeligvis er Nikolaj kommet sig overraskende godt oven på ulykken, der betød, at han i en periode måtte sygemeldes fra sit arbejde.
- Det går supergodt, og jeg har ikke nogen mén. Mærkeligt nok kan det slet ikke ses. Lægerne har været meget positive og er overraskede over, at jeg slet ikke har nogen ar. Det er dejligt og også lidt vanvittigt, for det var dæleme ikke sjovt, siger Nikolaj, der for længst er vendt tilbage til arbejdet som kok.