Nissetegneren fra Tinka: Kan du se, hvem der gemmer sig bag kostumet?
I tredje afsnit af ”Tinka og Sjælens spejl” mødte halvnissen Tinka en af de nye karakterer i julekalenderen.
Det var Nissetegneren, som sidder på Kongeslottet og tegner nissernes historie. Han har forsvoret, at ingen må få adgang til de hemmelige informationer, der gemmer sig i pergamentrullerne.
Tinka besøgte Nissetegneren i toppen af Kongeslottet for at spørge ind til en familiehemmelighed, som hun er kommet på sporet af.
Svær at genkende
Nissetegneren har et stort skæg, fyldige øjenbryn og briller, og derfor kan det være lidt svært at se, hvem der gemmer sig bag forklædningen.
Har du gættet det kendte ansigt bag kostumet? Ellers kommer svaret herunder.
Med i kendt gruppe
Nissetegneren i ”Tinka”-julekalenderen spilles af 67-årige Henrik Koefoed.
Skuespilleren er især kendt som den ene fjerdedel af Ørkenens Sønner, hvor han spiller sammen med Søren Pilmark, Niels Olsen og Asger Reher.
Det er bestemt ikke første gang, at Henrik Koefoed lander en rolle i en julekalender. Han medvirkede også i blandt andet ”Nissebanden i Grønland”, ”Krummernes Jul” og ”Julestjerner”.