Nu ændrer programmet sig: Flokken-deltagerne når vigtig milepæl
I aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Flokken” når deltagerne en vigtig milepæl, der kommer til at ændre resten af programmet.
Det er ikke nogen hemmelighed, at "Flokken"-deltagerne har været pressede af flere forskellige årsager, men mest overraskende er det nok, at den største udfordring - for de langt de fleste - har været den ensomhed, der hurtigere end forventet sneg sig ind på dem.
Alle deltagerne startede alene i den bulgarske ødemark, indenfor en radius af 40 kilometer fra hinanden.
Det var efterfølgende vigtigt for deltagernes velbefindende hurtigst muligt at finde frem til de andre medvirkende.
Det er dog forskelligt, i hvilken grad deltagerne nåede at opleve ensomheden.
Amalie og Karina fandt nemlig hurtigt hinanden, ligesom det også var tilfældet for Hanne og Dennis.
Ensomheden tærede dog især på Rebecca, der selv om hun befandt sig under relativt komfortable forhold, med hus, brænde og en seng at sove i, savnede medmennesker at dele det med.
I sidste afsnit fik Rebecca og Semko dog radiokontakt med hinanden, og i aftenens afsnit lykkedes det endelig Semko at lokalisere Rebeccas position, og de to kunne omfavne hinanden og drage et lettelsens suk over ikke længere at være alene i vildnisset.
Det samme gjorde sig gældende for programmets alderspræsident, Thomas, der i aftenens afsnit kunne tilslutte sig Hanne og Dennis’ gruppe.
Den sidste gruppe består af Karina, Amalie og Brian.
Efter aftenens afsnit er ingen af deltagerne længere alene, og programmet går derind i den næste fase, hvor deltagerne både skal formå at samarbejde, ligesom de skal forsøge at lokalisere de andre flokke.
Du kan se ”Flokken” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.