Ny sæson af Badehotellet: Derfor springer de frem til 1945
Det er otte år siden, at de første afsnit af ”Badehotellet” blev sendt, og siden har tusindvis af seere fulgt gæster og personale år efter år.
I virkelighedens verden er der gået knap så lang tid som i fiktionens verden.
Der er gået 17 år
For ”Badehotellet” begyndte i 1928, og her i sæson 9 er vi nået helt til 1945. Karaktererne er dermed blevet 17 år ældre.
De første fem sæsoner foregik fra 1928-1932, og i sidste afsnit af sæson 5 vendte gæsterne tilbage på hotellet i vinteren 1933.
Dernæst mødte vi dem i 1939, 1940 og 1941, og når de vender tilbage på skærmen mandag aften, er de blevet fire år ældre.
Gæsterne måtte vente på bedre tider
Sæson 9 foregår nemlig i 1945, og det er der en ganske naturlig forklaring.
- Efter 1941 var det umuligt at holde badeferie ved Vesterhavet, fordi tyskerne havde fået bunkere langs hele stranden, og der var spærret af. En anden grund er, at tyskerne var flyttet ind på hotellet, forklarer Stig Thorsboe, der er forfatter på ”Badehotellet”.
- Så gæsterne har måttet vente på bedre tider og på at kunne vende tilbage. De bedre tider kommer først fire år senere, ved befrielsen 4. maj, og Amanda venter ikke mange dage, før hun tager over til sit lille hotel for at se, hvordan det ser ud, efter tyskerne har været der, fortæller han videre.
Modsat mange af de tidligere sæsoner kommer der kun fem afsnit denne gang, men til gengæld er de en smule længere.
Der er premiere på TV 2 mandag aften klokken 20.