Nybyggerne-dommer afslører: Sådan har jeg tabt 10 kilo
Mette Helena Rasmussen kan hver uge opleves som dommer i TV 2’s ”Nybyggerne”, men det er en lidt slankere udgave, som seerne møder i år i forhold til den forrige sæson.
For omkring et halvt år siden besluttede den 38-årige indretningsekspert sig nemlig for at tabe sig, og hun er nu blevet 10 kilo lettere.
- Jeg lod være med at drikke alkohol, fulgte en striks kostplan over 10 uger, og så begyndte jeg at gå 20.000 skridt om dagen. Jeg lånte min datters hund og begyndte at gå rigtig meget, og så tabte jeg mig et kilo om ugen, fortæller Mette Helena til BILLED-BLADET.
Var meget målrettet
Mette Helena Rasmussen er stolt over, at hun formåede at tabe sig under coronakrisen, hvor mange sad derhjemme og måske har hyggespist mere end normalt.
- Jeg var meget målrettet, men jeg kunne også koncentrere mig om det, fordi jeg ikke skulle andet under lockdown. Der var ingen arrangementer, fester eller arbejdsstres, forklarer boligstylisten og tilføjer:
- Jeg havde tid til at forberede min mad og fryse det ned i portioner, så det blev mere overskueligt.
Mor til to
Privat er hun mor til datteren Villa Malou, 13, og sønnen Johs, 8, og så har hun i to år været kæreste med 25-årige Asbjørn.
"Nybyggerne" kan ses på TV 2 hver onsdag kl. 20.00.