Nybyggerne-vinderne Caroline og Reece: Afslører lykkelig nyhed
Drømmen gik i opfyldelse for ægteparret Caroline og Reece, da de i november vandt et hus i Sønderborg i TV 2-programmet ”Nybyggerne”.
Nu går endnu en stor drøm i opfyldelse for danske Caroline og australske Reece. De skal nemlig være forældre i det nye år.
Den 29-årige model, Caroline, er gravid. Det afslører det lykkelige par på Instagram.
- Når 2 bliver til 3, skriver Caroline Dahm Curran i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at bringe.
”Nybyggerne”-vinderen har delt et sødt billede, hvor hun står ved siden af Reece og viser et scanningsbillede frem af det kommende familiemedlem.
En sommerbaby
Da parret vandt ”Nybyggerne” den 24. november, fortalte de, at de var klar til at få børn, så de kunne skabe et familiehjem i det nye hus i Sønderborg. Det bliver nu til virkelighed i 2022.
- Jeg har termin i starten af juni, fortæller en glad Caroline til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Vi glæder os rigtig meget til at blive forældre. Det er noget, vi altid har vidst, at vi ville. Vi føler os meget heldige, at det kommer til at ske for os.