1. nov. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Nye tal afslører godt nyt om Oxen

Oxen
Oxen
Foto: TV 2
Nye seertal viser, at den nye TV 2-thriller er kommet rigtig godt fra start.

Midt i oktober var der premiere på den nye sæson af ”Carmen Curlers”, og forleden var TV 2 så klar med deres nye søndagssatsning, ”Oxen”.

”Carmen Curlers” sendes klokken 20.00 på DR1, mens ”Oxen” kan ses fra klokken 21.00 på TV 2, og serien er kommet mere end godt fra start.

Det afslører de seneste seertal fra Nielsen.

De foreløbige seertal for flow-tv og streaming giver ”Oxen” en flot fjerdeplads på listen over sidste uges mest sete programmer. 593.000 har således set første afsnit af thrilleren, der har Jacob Lohmann, Ellen Hillingsø og Josephine Park i hovedrollerne.

Til sammenligning var der i sidste uge 451.000, der så tredje afsnit af ”Carmen Curlers”. Det rækker til en ottendeplads.

Sidste uges mest sete tv-program var ”Vild med dans”, som 681.000 fulgte med i.

De flotte seertal til ”Oxen” giver måske håb om, at der er mere på vej i fremtiden. Thrilleren er baseret på de populære ”Oxen”-bøger, og historien om Danehof udspiller sig over tre bøger.

Foreløbig er der kun planlagt en enkelt sæson af ”Oxen”, men på pressemødet forud for premieren sagde både TV 2 og seriens skabere, at en fortsættelse afhænger af, hvordan publikum vil tage imod ”Oxen”. De foreløbige seertal er derfor indtil videre godt nyt til de, der håber på, at serien fortsætter efter de første seks afsnit.

Læs mere om: