To nye Toppen af poppen-deltagere afsløret
Syv dygtige kunstnere er snart på vej til Fanø, hvor de sammen skal på musikalske eventyr i fortolkningens univers i ”Toppen af poppen”.
Fredag er to nye deltagere afsløret, og det er den færøske sanger og sangskriver Teitur samt den dansk-zambianske sangerinde og sangskriver Kwamie Liv.
Teitur
Den 42-årige sanger er født på Færøerne, men han har spillet koncerter hele verden rundt.
- Jeg har kun hørt, at det er meget sjovt at være sammen med de andre og være med i programmet. Der er en god stemning omkring det fra starten af, siger Teitur til TV 2.
Kwamie Liv
Kwamie Liv har udgivet tre album, og til Kim Larsens 70-års fødselsdag sang hun hans sang ”Pianomand”, skriver TV 2.
- Jeg er generelt ret privat, så jeg er stadigvæk lidt overrasket over, at jeg har haft så meget lyst til at deltage i noget, der kommer så tæt på, både hvem man er som kunstner, men også som menneske, siger Kwamie Liv til TV 2.