
Nyt eventyr venter: Det skal Mikkel Beha Erichsen og familien nu

Mandag aften tog Mikkel Beha Erichsen, hustruen Marian, sønnen Alfred og hans kæreste Madeleine afsked med seerne, da sidste afsnit af "Vores jord - kurs mod nye eventyr" rullede over skærmen.
Men selvom deres rejse ned gennem Sydamerika er forbi, kan vi allerede nu glæde os til et nyt eventyr med den rejselystne familie.
De har nemlig en ambition om at komme jorden rundt, og i slutningen af sidste afsnit løftede Mikkel Beha Erichsen sløret for, hvad der nu venter.
- Vi sætter nu kursen mod vest og den del af verden, der kaldes Oceanien. Her vil vi krydse vores egen kølvandstribe i nogle af Stillehavets små østater.

- Vi vil rejse over land gennem både New Zealand og Australien og selvfølgelig også kigge ned under overfladen på verdens største koralrev, Great Barrier Reef, fortalte han.
Det vides ikke, hvornår familien begiver sig ud på eventyret - eller hvem der kommer med, men helt sikkert er det, at vi kan se frem til flere vilde rejseoplevelser sammen med familien.
