Oliver vandt Voice Junior: Jeg har været i verdens fedeste selskab
- Jeg kan slet ikke forstå det – at jeg har vundet – jeg er bare så glad, SÅ glad, fortalte Oliver Arndt de Thura, da BILLED-BLADET talte med ham efter den flotte finale i ”Voice Junior”.
Hele forløbet har været en fantastisk rejse for det 12-årige sangtalent fra Aarhus.
At ende i finalen og synge ”Aint No Sunshine” solo og bagefter nummeret ”Love Me Better” i duet med Oh Land var næsten uvirkeligt for Oliver.
Og da han efter sejren igen skulle synge ”Aint No Sunshine”, trillede tårerne lystigt ned af kinderne på Oliver.
Da han skulle svare på, hvad der har været det bedste ved at deltage i ”Voice Junior” kom svaret prompte:
- Jeg har været i verdens fedeste selskab!
Oliver hviler i sig selv
At få så meget ros og oven i købet ende med at stå med sejren kan være hårdt for en 12-årig dreng.
Men de stolte forældre, Anna og Kaare Arndt de Thura, er ikke de mindste bekymrede for, at deres Oliver mister jordforbindelsen.
LÆS MERE: Voice Junior: Oliver fik store ord fra dommerne
- Nej, ikke spor. Oliver hviler i sig selv, og vi er bare mega stolte af ham, fortalte Nanna Arndt de Thura – og far Kaare supplerede:
- Det har været fantastisk, men faktisk glæder han sig til at komme tilbage til virkeligheden og komme i skole på mandag. Det har været dejligt, at der var en efterårsferie op til finalen, men nu starter hverdagen i 6. klasse, og det har Oliver det fint med. Han hviler i de ting, han laver.
Om han skal være sangstjerne, når han bliver stor?
- Det er helt op til ham selv, fastslår den stolte far.