Olivia Hillingsø har hovedrollen i TV 2-julekalender
– Det sværeste er at huske mine replikker og lade være med at grine, siger 12-årige Olivia.
Om cirka seks måneder kan hun opleves TV 2-julekalender ”Juleønsket”. Olivia Hillingsø spiller hovedrollen som pigen Julie – og efternavnet afslører, at hun er ud af en særlig familie: Hun er niece til skuespiller Ellen Hillingsø og barnebarn af tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø. Olivia har altid elsket teater, stået på scenen i Eventyrteatret og var ovenud lykkelig, da hun efter en vellykket casting blev håndplukket til TV 2-julekalenderen.
– Jeg var hos min far på arbejdet, da han blev ringet op, og da jeg fik røret og fik beskeden, at jeg havde fået rollen, begyndte jeg at græde. Min far arbejder på et hospital, så man må ikke skrige, lyder det fornuftigt fra Olivia, hvis far, Jens Hillingsø, er klinikchef på Rigshospitalet.
Ellen hjælper Olivia
Hendes berømte skuespillerfaster har stået klar med støtte og har bl.a. anbefalet en bestemt app til telefonen.
– Den hedder ”Rehearsal” og er rigtig god til at øve replikker med. Og så har Ellen givet mig en masse gode råd og sagt, at jeg skal prøve at lade være med at spise for meget slik på optagelserne, smiler Olivia, som også har været statist i TV-serien ”Rita”, i hvilken Ellen havde en stor rolle.
– Jeg vil rigtig gerne være skuespiller. Det er min drøm, fastslår Olivia.