Outsideren Uffe Holm triumferede i Vild med dans
Det var tre sportsstjerner mod en enkelt komiker i skikkelse af overraskelsen Uffe Holm, da deltagerne i Vild med dans skulle kæmpe om en af de tre pladser i programmets semifinale. Sportsstjerner har i de ni foregående sæsoner af Vild med dans sat sig på fire af "mesterskaberne".
Håndboldspilleren Christina Roslyng var den første i 2006, kuglestøderen Joachim B. Olsen vandt i 2008 og året efter var det racerkøreren Casper Elgaard, der kørte sejren i hus. I 2011 vandt
skicross-løberen Sophie Fjellvang-Sølling, og 2013 ser med stor sandsynlighed den femte sportsstjerne på sejrsskamlen.
I aftenens kvartfinale lagde fodboldspilleren Mads Laudrup og hans halvskadede partner Claudia Rex solidt ud med cha cha cha, hvorefter bordtennisspilleren Mie Skov og Mads Vad fulgte op med en lige så solid vals.
Så kom Uffe Holm på dansegulvet med Karina Frimodt. Komikeren spillede det helt rigtige kort imod de dybt seriøse sportsmodstandere. Han slap den indre drengerøv løs i en jive, der var langt mere fuldemandsunderholdende end køn. Og det virkede. Dommere og publikum elskede hans optræden.
Sidste på gulvet var Allan Simonsen - feltets sidste sportsstjerne, hvis du skulle være i tvivl. Sammen med dansepartneren Sofie Kruuse prøvede han kræfter med quickstep. Igen var parret åbenlyst de mest dansemæssigt mangelfulde, men man må beundre manden or hans evne til at lukke al den virak omkring hans deltagelse ude og bare være sig selv, som dommer Britt Bendixen klogt fik pointeret.
Så var der tango af den argentinske slags til alle fire par, og ny-danserne skulle alle være alene på gulvet i 30 sekunder. Igen skinnede disciplinen igennem hos Mads Laudrup og Mie Skov. To solide tango-præstationer, som Uffe Holm var oppe imod. Komikeren svarede igen med komplet mangel på frygt for opgaven. Den manglende teknik opvejes helt af Uffe Holms stærkt personlige fortolkning af trinene, og balletmester Hübbe kaldte det "aftenens bedste tango".
Allan Simonsen rundede tangoen af selskab med en fodold. Den hjalp ham så meget, at han scorede sæsonens højeste pointtal, som dog stadig ikke var prangende.
Summa summarum: Hvis dommerne alene bestemte, havde komikeren slået alle sportsstjernerne. Uffe Holm fik flest points af alle, og Allan Simonsen holdt traditionen i hævd og halsede håbløst efter alle de andre, men så stemte seerne - og alle dem med en Allan-alarm.
Dermed var Allan Simonsen og Sofie Kruuse sikkert videre til semifinalen sammen med Uffe Holm og Karina Frimodt, mens Mads vad og Mie Skov måtte i omdans mod Mads Laudrup og Claudia Rex.
Dén duel tabte Mads Laudrup og Claudia Rex, og dermed mangler komikeren kun at besejre to sportsstjerner for at fuldende sensationen.