Özlem Cekic debuterer i Vild med dans, men én ting bekymrer hendes tre børn
Fredag aften er der endelig premiere på den 20. sæson af ”Vild med dans”, og blandt de 10 nye nydansere på dansegulvet, er Özlem Cekic.
Hun skal danse med den rutinerede Thomas Evers Poulsen, der har hele tre sejre i bagagen, men hendes børn er bekymrede for, at de ikke når at se hende danse i studiet.
- De er allerede gået i selvsving over, hvem der kommer ind først i studiet og ser det, men jeg kan ikke finde ud af, om det er mig eller Thomas, de vil se. De har været meget bekymrede for, at jeg skulle ryge ud i første program, men jeg har forsikret dem om, at ingen ryger ud i første program, fortæller Özlem Cekic, der er mor til Furkan på 24, Yasmin på knap 16 og Yusuf på 14 år.
Derudover har hun en svigerdatter, som også håber at nå ind at se hende i ”Vild med dans”.
- Min svigerdatter er VILD med Thomas, fortæller den 47-årige tidligere politiker.
Özlem Cekic har sagt ja til at være med i programmet, fordi hun håber på at komme på en personlig rejse, og så synes hun også, det er godt, at der er en muslimsk kvinde med i programmet.
Hendes børn er dog af den opfattelse, at der også er noget andet, der i høj grad har fået hende til at sige ja.
- Mine børn sagde: ”Mor, det er også fordi, du vil tabe dig”. Jeg er utrolig madglad, så jeg er aldrig på kur. Det med at bevæge mig går jeg heller ikke meget op i, så det er godt, hvis jeg kan komme i bedre form, erkender Özlem, der ifølge badevægten indtil videre har tabt sig 1,3 kilo.