PÅSKEHYGGE: Nu kan du komme på skattejagt med vennerne fra Tinka
Så er der godt nyt til alle, der er fans af TV 2s succes-julekalendere om halvnissen Tinka, for i år varer julen lige til påske. I alle påskedagene inviterer fire af karaktererne fra den populære julekalender nemlig til påskeskattejagt.
Det drejer sig om de fire kongsemner, Tinka, Grot, Falke og Birk, der alle kæmpede om den eftertragtede trone i sidste års julekalender på TV 2 ”Tinka og kongespillet”.
Sammen hver for sig
Det er Esben Dalgaard, som spiller nissen Grot, der står bag det hyggelige initiativ. Idéen opstod, da corona-krisen lagde låg på påsken, som vi kender den.
- Vores mindste datter på syv år har to højtider, hun VIRKERLIG elsker: Jul og påske. Påske, fordi vi altid samler en masse børn til påskejagt i haven, og derfor blev hun selvfølgelig enormt ked af det, da det jo så ikke kunne realiseres, fortæller Esben Dalgaard om sin og hustruen Charlottes datter Alberte.
Derfor ville Esben prøve at lave en skattejagt, hvor alle kan være med - hver for sig.
Sådan foregår det
Hvis du vil med på skattejagt med vennerne fra TV 2-julekalenderne om Tinka, så begynder det skærtorsdag den 9. april. Det hele foregår på Instagram på Esben Dalgaards profil, som du kan finde ved at trykke her.
Hver dag i påsken kommer der en ny skattejagts-post på Instagramprofilen, hvor man skal løse en opgave, og hvis man har løst alle opgaver til 2. påskedag, kan det være, man finder en skat. Alle kan være med, bare man har en tusch og noget papir ved hånden.
Se filmen, hvor Esben Dalgaard introducerer skattejagten i opslaget herunder, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.