Patricia Tjørnelund blev genforenet med sin far på skærmen: Sådan går det i dag
TV 2 genudsender i øjeblikket "De forsvundne fædre" fra 2021, hvor den professionelle danser, Patricia Tjørnelund, får hjælp af tv-vært Kristian Bech til at finde sin far, der forsvandt, da hun var blot femten år gammel. I dag bor faren i Danmark, og de to har lært hinanden at kende på ny.
Ved programmets start afslører Patricia, at hun i flere år har følt sig overbevist om, at hendes far er rejst tilbage til sit hjemland Congo. Derfor blev det centralafrikanske land hurtigt udgangspunktet for Kristian Bechs efterforskning.
Familiens historie får heldigvis en lykkelig slutning, da far og datter bliver genforenet i Didos hjemland, hvor han har opholdt sig de sidste tyve år.
Men meget er sket, siden kameraerne slukkede. Patricia og hendes søskende gik nemlig straks i gang med at få Dido tilbage til Danmark. Til familiens store ærgrelse lærte de dog hurtigt, at processen frem mod en opholdstilladelse er lang og hård.
I 2022 lykkedes det dog alligevel for Patricia at få sin far hertil på et turistvisum.
Da Patricia var hovedperson i TV 2-programmet, dansede hun professionelt og har medvirket i både "Vild med dans" og adskillige musicals på de skrå brædder. Sidste år valgte hun dog at indstille sin dansekarriere, og derfor er der særligt én oplevelse, hun værdsætter, hun nåede at have med sin far.
– Min far nåede heldigvis at se premieren på min sidste forestilling, hvilket betød rigtig meget for os begge. Han er selv kunstner og en meget kreativ sjæl. Jeg minder meget om min far, og det var derfor meget rørende, at han nåede at se mig optræde i professionel sammenhæng, fortæller Patricia til BILLED-BLADET.
I dag er Patricia stadig enormt taknemmelig over den hjælp, hun fik i programmet. Hun er nemlig overbevist om, at hun aldrig på egen hånd havde fået genetableret relationen med sin far.
– Min medvirken har betydet alt. Det tomrum, der bare havde vokset sig større og større gennem de sidste tyve år, er nu forløst. Congo er desværre ikke et land, man bare lige rejser til, så vi havde aldrig fået ham at se igen, hvis jeg ikke havde deltaget i programmet, siger hun til BILLED-BLADET.
I aften genudsender TV 2 episode 2 af “De forsvundne fædre”, men allerede nu kan du gense hele sæsonen på TV 2 Play.