Pernille og Morten om Vild med dans: Tør ikke lege med ilden
Danseparret Pernille Blume og Morten Kjeldgaard imponerer hver uge dommerne i ”Vild med dans”, og de er nu nået helt til semifinalen fredag den 19. november.
Her går tre par direkte videre til den store finale, hvor de får mulighed for at vise den freestyle, de har arbejdet på.
Morten Kjeldgaard er dog ikke så meget for at løfte sløret for den freestyle, han har i tankerne til svømmeren Pernille Blume.
En vild følelse
- Jeg vil helst ikke røbe for meget, for så føler jeg lidt, at vi leger med ilden, sagde Morten Kjeldgaard til BILLED-BLADET efter program 9 og tilføjede:
- Der er jo stadig et program mere. Men det vil betyde så meget at få lov til at stå i den finale sammen.
- Ja, det vil virkelig være det mest fantastiske, hvis vi kan få lov til at udleve den vision vi har om vores freestyle. Det vil være den vildeste følelse!, udbrød Pernille Blume med et smil.