Peter Ingemann tilbage på knallerten: Her går turen hen næste gang
I foråret kunne danskerne følge Peter Ingemanns knallerttur ned langs vestkysten i TV 2-programmet ”Ingemann og Vestkysten”, og nu hopper han snart op på sin Puch Monza igen.
Denne gang sætter den 46-årige TV-vært kursen mod hovedstadsområdet.
- Jeg elsker jo Vestkysten og har et personligt forhold til det, men så tænkte jeg, at nu vender vi den på hovedet, og så skal det være den fremmede, der kommer til byen og ser vores hovedstad i al sin magt og vælde, skønhed og uskønhed, fortalte Ingemann til BILLED-BLADET i forbindelse med optagelserne på ”Spørg Charlie”.
På tur efter sommerferien
Peter Ingemann glæder sig til at udforske en anden del af Danmark.
- Vi går i gang til august, og det bliver mega interessant, det håber jeg i hvert fald. Det bliver alt fra Vestegnen til Hellerup, forklarede TV 2-værten og tilføjede med et smil:
- Jeg vil langt hellere lave et program i hovedstaden end på et krydstogtskib i Caribien.