Politisk reporter bliver ny vært på TV 2
Mads Frimann har siden sin praktiktid og efter endt journalistuddannelse arbejdet hele sin karriere på TV 2, både på TV 2 SPORT, i nyhedsafdelingen men primært er han blevet kendt som politisk reporter på TV 2's Christiansborg-redaktion.
Drømmen blev til virkelighed
Og nu tager den 31-årige journalist et nyt karriereskridt, når han bliver en del af værtsholdet TV 2 NEWS fra 1. august, og dermed rykker fra Christiansborg til Teglholmen, hvor TV 2 NEWS har til huse.
- TV 2 NEWS er helt central i nyhedsdækningen i Danmark og er en afgørende nyhedsformidler herhjemme. Jeg har et stykke tid gået med en drøm om at blive NEWS-vært, og det er en stor ære at blive spurgt. Men jeg har meget at lære af mine dygtige kolleger, og det er med stor ydmyghed, jeg går ind til opgaven, siger Mads Frimann om sit nye job.
Mads Frimann stammer fra Skælskør, men bor nu i København med sin familie.
Glad chef
Også Mads Frimanns chef er glad for, at han har sagt ja til den nye rolle:
- Mads Frimann er et indlysende og stort talent. Det falder ham fuldstændig naturligt at formidle svære sammenhænge til kameraet på en letforståelig måde, og når det samtidig er koblet med en afslappet og smilende autoritet, er han et oplagt godt valg til værtsholdet på TV 2 NEWS. Jeg glæder mig meget til at få Mads ind i studiet, og det kan seerne også roligt gøre, siger Ask Rostrup, chefredaktør for TV 2 NEWS.