Pudsig detalje i Agent: Har Nikolaj Lie Kaas haft sine egne forældre i tankerne?
I otte afsnit har man kunnet følge kendisagenten Joe i TV 2’s dramakomedie ”Agent”, som er skabt af Nikolaj Lie Kaas.
Han arbejder som agent i et familiefirma, hvor hans mor, Vibeke, er chef, og gennem serien har det været uvist, hvad der var blevet af Joes far.
Men i ottende og sidste afsnit får seerne endelig fortalt, at han hed Preben, og at han begik selvmord efter en periode, hvor arbejdet havde fyldt alt for meget.
Det er der som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt over, men mindre man lige har i mente, hvem det er, der har skabt serien.
Ligesom Joe i serien er Nikolaj Lie Kaas også gået i sin fars fodspor, og deres fædre deler i øvrigt fornavn. Nikolaj Lie Kaas er som bekendt søn af Preben Kaas, og ligesom det var tilfældet med Joes far i serien, begik hans far også selvmord.
Preben Kaas blev fundet druknet i København i 1981, da Nikolaj Lie Kaas var syv år gammel.
I ”Agent” fristes man desuden til at tro, at Nikolaj Lie Kaas også har haft sin mor med i tankerne.
Den båd, som Joe sejler ud i for at skille sig af med liget af Marko, har nemlig det lidt usædvanlige navn ”Anne Mari” – præcis det samme hed Nikolaj Lie Kaas’ egen mor, der i øvrigt døde i 1989.