4. sep. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Rachel Ellebyes drøm er gået i opfyldelse: Sådan reagerede hendes forældre på Vild med dans-nyhed

Theresia, Lars og Rachel
Theresia, Lars og Rachel
Foto: Alex Tran
Rachel Ellebye har altid drømt om at komme med i "Vild med dans", og nu sker det endelig. Hendes forældre er begejstrede, og hendes far tror på, at hun kan gå hele vejen.

Rachel Ellebye har i rigtig mange år drømt om at komme med i ”Vild med dans”, og nu er drømmen endelig gået i opfyldelse.

I sidste uge afslørede TV 2, at hun er en af årets 10 nydansere, og hun kan ikke vente med at komme på dansegulvet.

- Det er simpelthen en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg er så taknemmelig for at have fået den her mulighed, fortæller Rachel Ellebye.

Hun er studerende og bruger dette semester på at være i praktik, og derfor er der også bedre tid til at få presset det hele ind i kalenderen, frem for hvis hun havde et fuldtidsjob, fortæller ”Årgang 0”-stjernen, der ikke tøvede med at sige ja, da hun fik tilbuddet.

"Vild med dans 2011" på TV2 . -Rachel (th) fra tv-programmet "Årgang 0" med sine forældre Theresia og Lars samt bror David. Familie. -Dato: 28.10.2011 -Foto: Claus Poulsen
Rachel Ellebye har flere gange sammen med familien været i studiet for at se "Vild med dans". Nu skal hun selv være med. Her ses hun med familien i 2011.
Foto: Claus Poulsen

- Jeg blev kontaktet af TV 2 og spurgt, om jeg kunne være interesseret. Der gik ikke mange sekunder, før jeg sagde ja, selvfølgelig. Jeg ringede til mine forældre, så snart jeg var blevet spurgt, og de sagde selvfølgelig, at jeg skulle gøre det, siger Rachel og fortæller mere om, hvordan forældrene Lars og Theresia reagerede.

- Min mor var ved at tude af glæde, og min far sagde bare: ”Det vinder du!” De var meget positive, og det var min bror også. De kommer ind og ser første afsnit, fortæller Rachel.

Her vil de sammen med resten af danskerne kunne se datteren på gulvet sammen med Thomas Evers Poulsen. Rachel er meget positivt overrasket over, at det er ham, der skal lære hende at danse.

- Han er sindssygt dygtig og erfaren. Han er den, der har været med i programmet i allerlængst tid. Jeg havde været glad uanset, hvem jeg havde fået, men at have fået Thomas som dansepartner er en kæmpe ære. Vi har det virkelig sjovt, forsikrer Rachel, og træningen skrider fremad.

- Jeg synes, det går godt. Det er meget intensivt. I dag (mandag, red.) har jeg trænet om morgenen, og så skulle jeg i praktik. Så jeg har været lidt træt. Det er meget intensivt og en helt ny hverdag med ”Vild med dans”. Jeg vil nedprioritere nogle ting i en periode. Jeg kan for eksempel ikke arbejde lige så meget lige nu, som jeg kunne. ”Vild med dans” og praktik er mit fokus. Det handler også om at passe på mig selv og ikke overbelaste mig selv fysisk og psykisk.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-03/Foto---Lars-E-Andreasen_TV-2.jpg
Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen
Foto: Lars Erik Andreasen/TV 2

Hvor mange uger Rachel Ellebye skal bruge i træningslokalet sammen med Thomas Evers Poulsen, er ikke til at vide, og selv har ”Årgang 0”-stjernen ikke et mål om, hvor langt hun gerne vil nå i konkurrencen. Hun tager det, som det kommer, og så sørger hun for at nyde det, så længe det varer. Indtil videre har der ikke været en finger at sætte på hendes oplevelse i ”Vild med dans”.

- Alle, jeg har mødt, er virkelig søde og har taget godt imod os alle. Man er lidt den nye i klassen, men det er der ni andre, der også er, og der er også en ny vært, siger Rachel Ellebye.

Hun vil gerne holde det hemmeligt, hvad hun og Thomas skal danse i det første program, men der er særligt én dans, hun håber at nå at danse i programmet.

- Nu hvor man har boet i Argentina, glæder jeg mig til at danse en tango, hvis jeg kommer så langt. Det ville min argentinske familie sætte stor pris på, fortæller Rachel, der tidligere har været på udveksling i det sydamerikanske land.

Første gang man kan se Rachel Ellebye i ”Vild med dans”, bliver i sæsonpremieren den 20. september.

Læs mere om: