Rachel fra Årgang 0 får TV-pause
Fans af TV 2-succesen ”Årgang 0” får ikke lov at følge 14-årige Rachel Ellebye, når hun efter sommerferien begynder på Askov Efterskole. Det har den unge apotekerdatter selv bestemt, forklarer Rachels mor, Theresia Treschow Kühl, til BT.
- Hun får lov til at få opholdet uden kamera. Så hun kan få lov til bare at være Rachel. Det er også vigtigt i den alder. Der bliver måske filmet lidt til slut, men ikke i begyndelsen, siger Theresia til avisen.
Hun fortæller dog, at Rachel vil blive filmet i andre situationer, når hun ikke lige er på skolen.
- Det er ikke sådan, at det er forbudt at filme hende. Og det er heller ikke efterskolen, der har sagt nej, slet ikke. Rachel kunne bare godt tænke sig at prøve at have en periode, hvor hun bare var hende. For det er jo nogle formende år lige nu. Så det syntes vi, hun skulle have lov til, siger Theresia Treschow Kühl.