Radostina trækker sig fra Kærlighed hvor kragerne vender: Jannich forklarer, hvad der skete i virkeligheden
Der er lagt op til, at de fire singlefyre og deres udvalgte piger skal have en festlig aften, når gode venner er inviteret til havefest i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Et langt stykke af vejen bliver det da også meget festligt, men den gode stemning stopper brat, da Jannich Hansen må se en af sine piger forlade programmet.
En beslutning der ender med at berøre ham.
En god snak
Dagen før festen havde Jannich Hansen og Radostina haft en god snak, hvor han ærligt havde fortalt, at han havde svært ved at læse hendes signaler.
Når han ser tilbage på den snak, har han svært ved at forstå, hvad der sker til festen. Nemlig at Radostina beslutter sig for at forlade programmet øjeblikkeligt.
Faktisk var hun blandt Jannich Hansens favoritter.
- Det var hun på baggrund af de ting, der sker i tidligere programmer. Hele opbygningen dagen før hvor jeg havde dybdegående snak med hende, og jeg fortæller hende, at jeg ikke kan finde ud af, hvor jeg har hende henne. Hun begynder at vise mere interesse, og derfor er jeg forvirret over, hvorfor hun tog hjem, fortæller han til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hun komplimenterer mig. Jeg tænker, hun var blandt favoritterne, også fordi hun var lidt ældre end de andre.
Havde en anelse
Undervejs i festen har Jannich Hansen fundet sit gode festhumør frem, og han hygger sig med pigerne og sin ven Daniel, han har inviteret med.
Han mærker dog godt i løbet af dagen, at Radostina er fraværende.
- Ja, jeg havde en nervøs anelse, fortæller Jannich Hansen og uddyber:
- Jeg vurderede det ud fra, at hun havde stået for borddækning med Andreas. Hun havde været afsides. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det var ikke altid, jeg forstod, hvad produktionen havde tænkt. Jeg tænkte, så er det arrangeret sådan, at jeg får mere tid med Emilie. Det var fint nok, når jeg ikke har snakket så meget med hende. Jeg tænkte da, om det var, fordi Radostina havde en agenda om, at hun ikke gad det mere. Det indtryk, hun gav mig dagen før, var 180 grader fra festen.
Ærgerlig beslutning
Jannich Hansen spekulerer både i programmet og efterfølgende over, om det var på grund af noget, han havde sagt i sjov i en leg, de havde været en del af tidligere.
For han har svært ved at se, hvorfor hun ikke ville fortsætte.
- Jeg synes, det var ærgerligt, fordi det var en af mine favoritter. Det var én, jeg så noget potentiale i. Aldersmæssigt og de ting hun repræsenterer. Der var en masse ligheder. Det var brandærgerligt, at vi ikke fik mulighed for at udforske det mere, fortæller han.
For Jannich Hansens vedkommende betyder det, at han nu dater Emilie og Helene.